MÆANDER-LOGIK
Jules Fischer & Anna Moderato
Performance 53 min.

Movement material in collaboration with and performed by: Lydia Östberg Diakité, Emilie Gregersen, Karin Bergman, Snorre Jeppe Hansen, June Lysjø, Rebecka Berchtold

Mæander-ornamentet, også kaldet den græske nøgle, er et meget velkendt og almindeligt mønster. Du kender det sikkert. Mønsteret var oprindeligt et symbol for vand og opkaldt efter en flod, the Meander River, idet den snor sig ind og ud af sig selv. Præcis som den græske bort.

Vi har valgt det mønster uden at vide noget. Vi har valgt det for at få retning og regler. Nogle vil kalde det grænser. Når alting ordner sig efter et særligt mønster eller system kan man tage et øjebliks pause fra sit eget selvrealiserende subjekt. Tanken om at alting ordner sig efter en geometrisk urlogik giver os ro, og vi føler os tættere på at kunne tro at det hele er en del af verden. En streg I dette mønster er en bare en streg, dog ved vi via logikken at den er en vigtig del af noget større.

Mønsteret som vi elsker at læne os op ad er på sin vis uendelig, og på sin vis en blot gentagelse på gentagelse. Gentagelsen har som ritualet, som bønnen, et underliggende løfte om noget større, om muligheden for at se noget I det ordinære, det som bare er det samme og det samme igen. Forandringen ligger netop I gentagelsen selv.

Denne mæander logik er skabt ud af de to, mønsteret (repræsentationen) og floden (naturen). De er på sin vis diametrale modsætninger, og uforenelige.

Mønsteret er skrapt, sort hvidt, geometriske forudseligt og bare et symbol, en henvisning til noget andet. Floden er vild og løber hvor det kan. I forhandling mellem vand, kraft og landskab slynger floden sig imod et endnu uvist mål.

Målløsheden, netop mangel på retning, bryder vi os også rigtig meget om. Det føles somme tider livsnødvendigt at insistere på omveje og snoede tankestrømme. Floden løber afsted som en strejfer hvis eneste mål er selve vandringen. Denne rejsende må vi se perifer til vores samfund. Ingen uden mål kan betragtes som centrale. Man kunne måske sige at symbolet eller de udregnelige streger I den græske bort har for os i dag mere at skulle have sagt, idet vi kan læse symboler, vi kan læse og forstå. Hvad I alverden stiller vi dog op med alle disse floder og mærkeligt snoede veje, tanker og begær hvis kode vi har mistet muligheden for at forstå? De ulæselige. De ukategoriserbare. De udokumenterede.

Igen føles det livsnødvendigt at insistere.

Vi har fået tiden til at gå med dette mønster og tanker om floder som en øvelse I at lytte og følge vores intuition. Ruten har været smuk men udirekte.

Denne forestilling må ses som et punkt på en meget lang og bugtet linie, der snoer sig på trods af krav om tilregnelighed og indre ønsker om at kunne sole sig i systemets tryghed.  

På vandets veje lader vi os drive. Vi forsøger at navigere, at være og blive det vi er. Som floden der slynger sig gennem et landskab, er vi ad omveje kommet fra skulptur til dans.

Vi ved ikke hvor vi ender, men nu er vi her og viser en performance som er bygget over mæander-logik.